Vi har været på ferie i Sydsverige, hvor jeg så MEGET frem til at finde de største stofskatte på alle de berømte loppis(er?). Vi var på "road trip", hvor vi højst overnattede samme sted to gange, så vi kom langt omkring.
Hos en lille dame i et lille skur med ragelse, fandt jeg dette korsstingbroderi til 5 kr.:
Så var jeg jo godt i gang, tænkte jeg.
Men derefter fulgte rodebunker, møgstakke og sirligt opstillet bras. Ok, så slemt var det hele nok ikke, men ét sted kravlede jeg rundt i en hal på kæmpe trækasser og løftede de øverste lag for at finde halvmugne dimser nedenunder.
Og et andet sted fulgte jeg en smal sti gennem et fint lille hus, der var så proppet med "ting", at de fleste bunker var utilgængelige, og et rum var TOTALT fyldt, dvs. 100%: Døråbningen kunne lige ses, hvor ragelse var stablet helt op til loftet, så der intet var at se inde i rummet. Det kunne vel også have været et skab - det aner jeg ikke. Min mand og jeg ærgrer os så meget over, at vi ikke tog et kamera med derind!
I et af de mindst proppede rum spottede jeg dog en 6 cm. Lyngbyvase, men selvom jeg flyttede flere ting,
kunne jeg simpelthen ikke nå den. Så fandt jeg en lang stok i et andet rum, og heldigvis vendte vasen med åbningen mod mig, så jeg kunne læne mig ind over en høj stak og løfte vasen op med (på) stokkens spids.
Den var blomstret, så jeg ville ikke have den til mig selv, men der kunne nok være andre, der ville blive glade for den. Desværre havde den været slået i stykker og var limet dårligt sammen, så jeg lod den blive i huset.
Efter at have besøgt så mange steder, at Viggo på 5 år, hver gang vi stoppede bilen, spurgte: "Skal vi på loppemarked igen?", fik jeg øje på en kæmpe genbrugsforretning, Erikshjälpen. Den havde kun åbent to dage om ugen, og dagen efter var der åbent fra kl. 12.
Så inden de åbnede, tog jeg rundt i et par andre genbrugsbutikker i byen (Växjö). I den første fik jeg for første gang den velkendte hjertebanken. I sengetøjsreolen lå 3 fine ting.
Et juniorbetræk af Dekoplusstof:
John Blund-stof syet til noget, der kunne være et pusleunderlag med opbevaringslommer:
Et grønt babylagen med søde blomster:
Jeg var ved Erikshjälpen kl. 11.45, og da var der allerede 20-30 mennesker, der stod i kø. Jeg stillede mig pænt op i rækken, men det gik hurtigt op for mig, at der var en del, der ikke havde planer om at gøre det samme. Det strømmede til med mennesker, og specielt dem i bedsteforældrealderen møffede sig fremad, så godt de kunne. Og da dørene blev åbnet præcis kl. 12, var det bare om at følge med, hvis man ikke ville skubbes omkuld. Jeg gætter på, at vi var næsten 200, der ventede, da de åbnede.
Det øgede spændingen. Det måtte da være store skatte, de havde derinde.
Men... det eneste, bare en smule interessant, var en gammel skumgummimadras med et grønt blomstret 70er-betræk, der var så tyndslidt og hullet, at jeg bedømte det meste af stoffet til at være ubrugeligt - og ikke 70 kr. og besværet med skummadrassen værd.
Alligevel besøgte vi Erikshjälpen i Helsingborg, inden vi sejlede over til Helsingør (dyreste sejltur pr. minut, jeg nogensinde har taget!), og der fandt Viggo og jeg hver en lampe.
Og så fik jeg et børnevattæppe i stof af den svenske designer Anna-Lena Emdén. Det er et 80-erstof:
Så lidt fik jeg da med hjem, men det var ikke retrohimlen fyldt med Cathrineholmskåle, 70er-stof og smukke vaser. Ligesom herhjemme må man åbenbart arbejde for skattene. :)